Efter sin genrejsning i efteråret 1976 kørte Montmartre vinteren over med små jamsession- orienterede natkoncerter efter hovednavnet på plakaten. Der gik dog kun sjældent ild i festen og kort ind i ´77 trak man stikket på disse eftersessions. Sommeren 1977 var, ifølge legenden, dog usædvanligt varm og weekendkoncerterne godt besøgt. Niels Christensen, der på daværende tidspunkt var blot en knøs, formastede sig til at foreslå at man (han) kunne tage sin godt brugte pladespiller med ind på Montmartre + en lille speciel selektion af sine lp´er. Kay (Jazz-Kay) havde ingen fine manerer desangående (om overhovedet) og en lørdag i juni var pladespilleren på plads. Efter koncerten satte Niels en long-player på og gik op på scenen for at pakke sammen. Og folket dansede. En legende havde meldt sin ankomst. Kay talte bar-omsætningen og Niels fik besked på at gentage kunststykket den følgende weekend. Historien kan vel for så vidt stoppe her, men så alligevel....
På daværende tidspunkt var ”formlen” natdiskotek aldeles ukendt og fremkaldte da også en ganske betragtelig bestyrtelse. Thi, på disse tider, lå ”live” scenen på det nærmeste i krig med ”Disco” (herunder Diskotek-formatet). Afspilning af Phonogrammer (LP) mentes at være den direkte vej i helvede. Pressionen fra diverse jazz-affacionados og andre jazz-notabilteter var stærk: Dette ”pop-indslag” var aldeles uhørt. Der findes referater fra hidsige møder i diverse jazz-netværk. Vel, Niels stod fast og Kay talte pengene. Og de modstod ovenstående lobby. Vel inde i september ´77 begyndte folk decideret at valfarte mod Montmartre efter kl. 24. og Natdiskoteket var etableret. Ungdommen sivede langsomt ind i kundesegmentet, Kay talte endnu flere penge...Krigen var vundet! Datoen er ukendt, men et faktum er det at Kay en formiddag forespurgte sit personale (Niels) om man ligefrem skulle tage en entre til ”disse nat efterspil”. Og i så tilfælde, hvad man skulle afkræve i døren. Niels mente at Kr. 5,- var et fornuftigt leje, men Kay ville ikke risikere noget og fra da af var entreén til selve natdiskoteket kr. 2,- (1977!!).
Pr. maj måned 1978 var der kø til Natdiskoteket alle weekender og det var der så indtil langt ind i 1991.
Der findes selvfølgelig et hav af historier fra en sådan succes. De fleste kan vi dog ikke huske, da vi var stive det meste af tiden. Men et par generelle betragtninger har vi dog: (og besvarelser på de spørgsmål vi oftest har fået stukket ud af gamle gæster)
Punkt 1. 1 Pladespiller. Der var (til alle tider) kun 1 pladespiller på Montmartre. De fleste der ikke har oplevet det, nægter at tro på det...dem om det. Konceptet med 1 pladespiller gav et helt andet ”flow” i musikken. Som DJ havde selve mixningen af numre ingen mening, man tænkte ikke i overgange (i beats, etc) men udelukkende i stemning på dansegulv. Her var ingen lange, lange mix, hvor 3 til 7 numre blev flettet sammen fordi DJ´en havde fundet 7 numre der kunne ”beat-mixes”. På Montmartre var der kun et fedt nummer, 15-20 sek. pause hvor man satte den nye plade på og så et nyt fedt nummer. Det gav en helt anderledes frihed som DJ og ofte en helt anden stemning i lokalet/dansegulvet.
Punkt. 2. Dansegulvet. Dansen på scenen opstår et stykke inde i ´79. Niels Christensen, der på dette tidspunkt nærmest er ene om at være DJ, er også lydmand (med ansvar for at pakke scenen ned efter livemusikken er slut). Da Natdiskoteket for alvor tager fat prioriteres denne del højere, hvorfor Niels ikke mere starter med et kæmpe-langt nummer mens han pakker ned. Nu står instrumenterne på scenen, mens lokalet fyldes til bristepunktet. Som altid er der nogen fulde fjolser der skal op og slå på tromme og artisterne lærer forbløffende hurtigt at man skal pakke ned lige efter koncerten (hvis gearet skal ligne sig selv). Når der så ikke er noget musikgrej på scenen, så skal de op og vise sig. Vel, efter ca. en måneds kamp med fulde folk på scenen/dørmænd/udsmidninger finder Niels igen de vise sten: Et sæt monitorer (så det lyder godt) + lidt blåt lys og en ny rampe til 12 års selvpromovering i spotlightet var etableret.
Punkt 3. Musikgenren. Vel, den er mere tricky. Faktisk må man tale om flere faser i Natdiskotekets næsten 15 årige liv. I starten var den spillede musik på Natdiskoteket radikalt anderledes. Senere poppes der gevaldigt op, uden dog at genren kunne sammenlignes med andre steder. Det eneste der går igen hele vejen, er en udsøgt ligegyldighed overfor hvad resten af verden lytter til. At ligge højt på hitlisterne var på ingen måde en kvalifikation mht. Montmartre. Som DJ havde man en helt uhørt frihed, sålænge at man leverede varen = fest på danmarks største dansegulv.
På Montmartre var Earth Wind & Fire (i perioden 1977-81) POP. Forestil dig det. Det var så funky, at guderne græd! Eddie Harris, Herbie Hancock, Average White Band, Tower Of Power, Sly Stone, Ray Charles, Graham Central Station, The Jacksons, Dee Dee Bridgewater, Commodores, George Duke, Patrice Rushen, Brecker Brothers, Gilberto Gil, Donny Hathaway, James Brown og evigtgyldne Mother´s Finest var standardrepertoire.
Omkring 1981 udvides sortimentet så løbende med Al Jarreau, Aretha Franklin, Michael Jackson, Chaka Khan, T-Connection, Maze, Quincy Jones, Larry Graham, Emotions, Rufus, Jeffrey Osborne, Jennifer Holliday, Ronnie Laws, Mezzoforte, Marvin Gaye, Tubes, Earl Klugh, Grace Jones, Peter Gabriel, Steve Winwood, Marcus Miller, Paul McCartney, Brothers Johnson, Temptations, Michel Camilo, Greg Phillinganes, Neville Brothers and so on.
Prince indtager også Montmartre, men over alting stråler 3 artister: Earth Wind & Fire (ALT!) , Stevie Wonder (ALT) og Raul De Souza (Sweet Lucy). Nå, ja og så ”Baby Love”, men Mother´s Finest har jeg nævnt.
Madonna holdt vi næsten ude, Duran Duran var en joke og man kunne få tæv for bare at nævne Depeche Mode. Alt i alt et dejligt sted!
Punkt 4. Største DJ stunt. For mit vedkommende ubetinget da Arthur (min forgænger på DJ tjansen) på udgivelsesdagen for det nye Stevie Wonder dobbeltalbum, ”Secret life of plants”, satte side 1 på. Altså HELE side 1. Efterfuldt af side 2 ...OG 3.....og 4. Hele albummet spillede han for et propfyldt Montmartre. På trods af at der intet sted undervejs, overhovedet, er bare ÉT nummer der kan danses til. Det var ham hamrende ligegyldigt...Det var det nye Stevie Wonder album, så I har bare at lytte og være glade. Så det var vi. Den ”feel” og tilgang til musikken var vel egentligt natdiskotekets største styrke. Og nok også en del af grunden til at det bestod i så lang tid.